HØJERE TEMPO I FODBOLD STILLER STØRRE KRAV TIL KOSTEN

Tempoet i mange sportsgrene er steget markant de senere år. Det betyder at der både stilles større krav til elitesportsudøveres udholdenhed og eksplosivitet. Nu kaster ny unik forskning, fra Premier League, lys over om professionelle fodboldspilleres kost har fulgt med udviklingen og lever op til de øgede krav som tempoet i fodbold stiller.

 

NUTIDENS FODBOLDSPILLER – HURTIGERE, STÆRKERE OG MERE UDHOLDENDE 

Alle der ser fodbold ved at tempoet i den engelske Premier League er højt, rigtig højt. Faktisk viser nye undersøgelser, at en professionel fodboldspiller i gennemsnit sprinter 50% mere i løbet af en kamp end man gjorde for 10 år siden [1]. Denne tendens har garanteret også har ramt resten af de store ligaer i Europa og stiller stadigt større krav til en fodboldspillers fysik og mad.

Formår Premier League spillere så at møde det øgede energibehov gennem deres kost? Det har en gruppe forskere med speciale i sportsernæring forsøgt at svare på i en ny, unik undersøgelse [2]. De fulgte seks professionelle spillere fra Liverpool F.C. i en uge hvor de spillede to kampe, og brugte en valideret metode til at bestemme deres energiforbrug. De modtog også detaljerede informationer fra spillerne om deres kost og madvaner.

 

KOST TIL EN PROFESSIONEL FODBOLDSPILLER: SPORTSERNÆRING 2.0

Konklusionen fra forskerne var, at en professionel fodboldspillers kost møder anbefalingerne for dagligt indtag af protein og fedt. Derimod var indtaget af kulhydrater ikke tilstrækkeligt for optimalt at genopfylde muskelglykogen depoterne, som er musklernes primære energikilde under hård fysisk aktivitet.

Og når man ved at fodboldspillere har et markant fald i antallet høj-intense løb og sprint i de sidste 20-25 minutter af fodboldkampe [3], så er der måske mulighed for forbedringer. Både ved at øge spillernes muskelkapacitet og have en bedre kostplan og strategier som sikrer brændstof sent i kampe.

Netop snedige strategier til hvordan man optimerer sit indtag af kulhydrater, f.eks. inden en fodboldkamp, kan du læse mere om i kommende indlæg her på siden. Det afhænger nemlig ikke kun af den totale mængde af kulhydrater i din kost. Faktorer som fordøjelse og timing af kulhydraterne er vigtige aspekter indenfor sportsernæring, hvis man ønsker at optimere og samtidig undgå maveproblemer samt unødig lagring af fedt.

 

KILDER:

  1. Bush et al. 2015
  2. Anderson et al. 2017
  3. Fransson et al. 2016

 

2017-11-10T22:08:03+00:00 22-juli-2017|