DEN OPTIMALE MAD TIL FODBOLDSPILLERE

Optimeret ernæring kan forbedre fysikken (stærkere og hurtigere), give afgørende energi til sprint i den sidste del af kampe, og medvirke til optimal restitution! Men findes der én optimal type kost eller kostplan til elite atleter?

Før jeg vil forsøge at svare på dét spørgsmål, så spoler jeg lige lidt tilbage… For hvad er det egentlig fodboldspillere efterspørger i forsøget på at optimere deres kost?

”HVAD SPISER EN PROFESSIONEL FODBOLDSPILLER?”

Hvis man ser på, hvad der hyppigt søges efter på Google, så ser det således ud:

  • ”Hvad spiser en professionel fodboldspiller?”
  • ”Kost / madplan for fodboldspillere”
  • ”Mad inden fodboldkamp”
  • ”Kostvejledning for fodboldspillere”

Det er egentlig fornuftige søgninger, men jeg synes dog at de tre første bærer præg af – en forståelig – begrænset indsigt. Lad mig forsøge at forklare hvorfor.

 

EN PROFESSIONEL FODBOLDSPILLERS KOST

Det første spørgsmål: ”Hvad spiser en prof. fodboldspiller?” er ikke helt så nemt at besvare. Det afhænger af flere faktorer: spillerens vidensniveau indenfor ernæring, præferencer, vaner, evner i et køkken, rejseaktivitet, og ikke mindst det performance og madmiljø der er i klubben, hvor mange måltider spises. Så der er stor variation fra spiller til spiller i, hvad der indtages på daglig basis.

Alle de disse udfordringer gør, at en standard fodboldspiller ikke nødvendigvis er det bedste forbillede på madsiden. Og som skrevet i en tidligere artikel, så tyder undersøgelser på at selv topspillere har svært ved at opfylde ernæringskravene, selv når man ikke kan sætte en finger på rammerne i klubben.

 

DET VIGTIGSTE KRAV I SPORTSERNÆRING

Hvad er det vigtigste ernæringskrav? Altså, hvor skal man som ambitiøs fodboldspiller lægge flest kræfter for at få kosten til at ”spille”? Blandt sportsernæringseksperter med indsigt i de fysiologiske krav til en moderne fodboldspiller, er der heldigvis konsensus: Få energi nok! Uden dette, vil ens evne til at sprinte i slutningen af kampe være nedsat og den efterfølgende restitution tage længere tid. Det vil desuden være sværere at forøge sin muskelmasse og blive stærkere.

Størstedelen af energien bør komme fra kulhydrater. Altså det du finder i fx kartofler, ris, pasta, (rug)brød, havregryn, linser, quinoa osv., som kan spises i et hav af forskellige former. Og i dagens Danmark med fornuftige take-away løsninger, færdigretter og måltidskasser, har der aldrig været et større udvalg, så det burde ikke være begrænsningen…

Begrænsningen, som jeg ser det, er manglende bevidsthed om hvor meget man reelt skal spise, og vaner der gør det nemt at efterleve i en travl hverdag. Helt præcist hvor meget man skal spise af disse kulhydrat-holdige fødevarer, afhænger bl.a. af hvor meget man løber og ved hvor høj intensitet i kamp/træning.

På kampdage øges ens energi og kulhydratbehov, som regel, betragteligt. Det betyder at man på disse dage skal være specielt bevidst om at spise nok. Og fordi behovet kan være meget stort, kan der også være behov for et større indtag både dagen inden (matchday-1) og dagen efter (matchday+1).

Med denne viden giver det forhåbentlig også mening, at svaret på ”Mad inden fodboldkamp?” ikke kan stå for sig selv. For der er et utal af muligheder, hvis man bare kender til præmissen; at måltidet skal indeholde x gram kulhydrater (plus/minus). Så kan det hedde lige fra smørrebrød, havregryn, pastaret osv. osv. Et supplerende spørgsmål kunne være: ”Hvor lang tid inden kamp skal jeg spise?”. For udover hvad og hvor meget, så er hvornår (tid inden kamp) også af betydning.

 

KOSTPLAN TIL FODBOLDSPILLER

At redegøre for, hvorfor den meget udbredte søgning ”Kostplan til fodboldspiller” ikke er vejen frem, kræver næsten en artikel for sig selv. Jeg vil nøjes med at sige at min erfaring er, at en detaljeret kostplan er interessant i starten, men sjældent er noget man efterlever i en længere periode. Og resultater skabes som bekendt ikke over kort tid.

Resultater skabes gennem måneders arbejde og gode vaner, som får tingene til at ske uden at man ved hvert måltid skal bruge energi på en handling. Og det leder mig videre til den sidste søgning: ”Kostvejledning for fodboldspillere”.

 

KOSTVEJLEDNING FOR FODBOLDSPILLERE

Vejledning eller coaching kan netop være en god investering, hvis man ønsker at lave disse langvarige vaneændringer. Ændringer, som er tilpasset én selv med de forskelligheder der nu er ift. personlige madpræferencer, muligheder hvor man bor, og den måde ens krop er skruet sammen på. Og denne individualisering gør bare at der er langt større sandsynlighed for, at man lykkes med ændringerne over tid.

 

AFSLUTNING

Lad os afslutningsvist hoppe tilbage til det indledende spørgsmål. Her er svaret derfor, at der ikke findes én optimal type kost til atleter. Men der er derimod elementer som SKAL være på plads i kosten, hvis man har ambitioner om at toppræstere uge efter uge. Og det vigtigste element er: tilstrækkeligt energi- og især kulhydratindtag ifbm. kampe og træninger. Og så bør de andre – og mindre betydningsfulde – elementer (fx kosttilskud, proteiner, vitaminer, fordøjelse) komme i anden række. Helt ligesom at man på banen træner inderside afleveringer før saksespark eller ”Panenka”. First things first 🙂

2018-08-31T19:39:50+00:00 31-august-2018|